HJERTEREDDERKURSUS – 30 minutters intro i genoplivning

Kan du samle en gruppe på min. 5 personer over 12 år, der ønsker at deltage i et Hjerteredderkursus - 30 minutters intro i genoplivning? Så tilbyder vi, at instruktøren kommer til jer.

Kursets varighed på blot 30 minutter betyder, at det nemt kan passe ind i mange situationer; fx frokostpausen, familiefødselsdagen, ven/venindeaften, bestyrelsesmødet, træning i din sportsklub. Tilmeld derfor dig og dine kolleger, naboer, familie, venner, holdkammerater mm.

Der kan maksimalt være 15 personer pr. instruktør/hold. Ved tilmelding af mere end 15 personer, vil vi dele jer op i flere hold fordelt på flere dage eller samme dag i direkte forlængelse af hinanden – alt efter jeres ønske.

Vi underviser ikke på folkeskoler. Vores introduktionskursus i genoplivning er ikke indholdsmæssigt målrettet til dette formål. For ønske om kursus i livreddende førstehjælp på folkeskoler, henviser vi derfor til Dansk Råd for Genoplivning: www.genoplivning.dk

Hvad er et Hjerteredderkursus - 30 minutters intro i genoplivning?

Et Hjerteredderkursus - 30 minutters intro i genoplivning er en introduktion til genoplivning. Det vil sige, at instruktøren gennemgår alle de vigtige trin og handlinger i en genoplivningssituation. Deltagerne har mulighed for at stille spørgsmål og enkelte deltagere kan afprøve hjertemassage, kunstig åndedræt samt brug af en hjertestarter på en dukke. Hvis alle deltagere ønsker at øve sig på dukken, kan det blive nødvendigt at udvide kursets varighed til mere end 30 minutter. Dette skal derfor aftales med instruktøren før kurset, når instruktøren kontakter dig.

 

På kurset vil du blive introduceret til, hvordan du:

  1. Skaber sikkerhed
  2. Undersøger en bevidstløs person
  3. Ringer 1-1-2
  4. Giver hjertemassage
  5. Bruger en AED

 

Deltagelse og tilmelding

Når du har udfyldt tilmeldingsskemaet vil vores tilmeldingssystem automatisk finde den instruktør, der bor tættest på adressen, hvor kurset skal holdes.

Alle vores instruktører er frivillige og bruger deres fritid på at undervise. Du kan derfor forvente, at der i nogle tilfælde kan gå op til 4 uger, inden du bliver kontaktet af en instruktør. I nogle dele af landet er der færre instruktører, og der kan derfor være længere ventetid på et kursus.

Når vi har fundet en instruktør til at afholde jeres kursus, vil du modtage en mail med besked om at registrere navn, aldersgruppe og e-mail på alle deltagere.

Efter endt kursus vil alle deltagere modtage en mail med et bevis for deltagelsen på kurset.

Se to indslag om vores Hjerteredderkurser - 30 minutters intro i genoplivning her:

Akkreditering

Skal du bruge et kursus i genoplivning som led i en akkreditering? Så er det dit ansvar selv at afklare, hvorvidt vores introduktionskursus i genoplivning er tilstrækkelig.

Ved et introkursus er det muligt at afprøve hjertemassage på en dukke efter aftale med instruktøren. Et introkursus giver viden om genoplivning, men det sikrer ikke solid praktisk øvelse – og dokumentation for, at deltagerne udfører korrekt HLR.

Kursusbeviset er således en dokumentation for deltagelse og ikke for færdigheder. Vi vil derfor typisk anbefale virksomheder, der skal have et kursus i genoplivning mhp akkreditering, at opsøge et 4-timers kursus fra en af de organisationer som DRG samarbejder med. Læs evt. mere her.

FAKTA

Ca. 5000 danskere får hvert år hjertestop udenfor hospital. Heraf overlever 16 procent. Overlevelsen kan øges til op til 50-70 procent, hvis der handles hurtigt og med brug af en hjertestarter.

Hjerteforeningen

har udviklet introduktionskurset i samarbejde med Dansk Råd for Genoplivning og med økonomisk støtte fra Østifterne.